Ung på SDCC

Stenos ungeteam arbejder på at skabe en god overgang for dig fra Herlevs børneambulatorium til Stenos voksenambulatorium. 

Målet i ungeteamet er at give dig redskaber, så du selvstændigt kan passe din diabetes. Det gør dig mindre afhængig af dine forældres hjælp og klar til at stå på egne ben med din diabetes. Det skal du kunne, både når det drejer sig om store ting som at flytte hjemmefra og at rejse udenlands, men også når det drejer sig om at overgå til voksenambulatoriet på Steno.

En klinik kun for unge
Steno ungeteam har et specialiseret tilbud til unge med diabetes i alderen 16-23 år. Ungeteamet består af en gruppe af behandlere med ekspertviden inden for behandling og rådgivning af unge med diabetes. Vi fokuserer på dine aktuelle behov (fx insulinpumpe, blodglukosemålinger, kulhydrater, sport, alkohol, sex, rejser og flytteplaner) og på de styrker, du har.

I ungeteamet prioriterer vi at lære dig godt at kende og at få en god relation og et godt samarbejde.  Vi fokuserer på netop din situation og dine udfordringer og hjælper dig til at bruge dine kompetencer.

Det kan være svært at skifte behandlingssted fra kendte rammer til noget nyt. Derfor inddrager vi gerne dine behandlere fra børneafdelingen, hvis der er behov for det i overgangsperioden. Hvis du ikke møder op til de første aftaler på Steno, følger vi også op på det.

Forskning og udvikling
Ungeteamet er involveret i forskellige forsknings- og udviklingsprojekter, der fokuserer på at gøre livet som ung med diabetes så ukompliceret som muligt. Vi samarbejder med Stenos sundhedsfremmecenter og i perioder har vi også andre samarbejdspartnere, fx studerende, som udvikler redskaber til diabeteshåndtering og relevante apps.

Se aktuelle projekter

Sidst opdateret 30-03-2017

Åbningstider i Ungeklinikken

Ungeklinikken har åbent hver 2. onsdag kl. 13.30 - 20.00. Hvert besøg er på 30 min. så vi har tid til at tale om det, som er relevant for dig for at kunne håndtere din diabetes.

Mød William

Mød 21-årige William, der har gået to år i ungeklinikken. I videoen fortæller han om skiftet fra børneafdelingen til ungeklinikken.

Kurser for unge

Vi tilbyder kursus i kulhydrattælling. Kurset afholdes på ungedage i ambulatoriet. Læs mere

Som noget nyt tilbyder vi også kursus i praktisk madlavning. Læs mere