"Steno Partner aftaler" på plads

Regionens fire akuthospitaler, Rigshospitalet og Bornholms Hospital har nu underskrevet ’Steno Partner aftaler’ med Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC). Aftalerne sætter rammen for det fremtidige samarbejde om at løfte diabetesbehandlingen i hele regionen. 

Af Dorthe Tecza, 27. februar 2017

Der er nu indgået ’Steno Partner aftaler’ med akuthospitalerne, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, Amager og Hvidovre Hospital, Nordsjællands Hospital og med Rigshospitalet og Bornholms Hospital. Med det sidste akuthospital, Herlev Gentofte, indgås der en transitionsaftale som løber frem til 2020, hvor SDCC flytter dertil. 

"Steno Partner aftalen" betyder, at begge parter i aftalen ønsker at have et forpligtigende samarbejde om en række supplerende behandlingsinitiativer, klinisk forskning, uddannelse og sundhedsfremme i relation til diabetes. 

Niels Reichstein Larsen, Hospitalsdirektør på Bornholms Hospital glæder sig over aftalen:

"Det er en god aftale, som hjælper os til at sikre, at vi er på samme niveau i regionen. Vi får mulighed for at blive en mere integreret del i et større fagligt selskab, hvor forskning og kvalitet i behandlingen løftes."

Også Vicedirektør på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, Kurt Espersen er positiv:

"Det er starten på noget godt for diabetesområdet som helhed og for alle hospitalerne, at vi nu får et ensartet fokus på behandling, uddannelse og forskning."


De første behandlingsinitiativer på vej

I drejebogen for SDCC er beskrevet en række behandlingsinitiativer inden for forskellige områder af diabetes, som eksempelvis fodområdet, behandling af nyre- og hjertekomplikationer. For hvert initiativ nedsættes en tværgående arbejdsgruppe, som skal beskrive hvordan behandlingen på et givent område kan løftes regionalt. Eksempelvis er arbejdsgruppen inden for fodområdet i gang med at beskrive standarden for fodbehandlingen i regionen og for hvordan standarden kan løftes yderligere i hele regionen de kommende år. 

"På Bispebjerg og Frederiksberg Hospital har vi i Videnscenter for Sårheling haft fokus på sårbehandling hos bl.a. diabetespatienter. Etablering af fodklinik på alle akuthospitaler med baggrund i Sårcentrets viden og kompetencer vil højne niveauet i regionen og være med til at sætte rammer for den bedste behandling for alle regionens diabetespatienter, "udtaler Kurt Espersen.

Behandlingsinitiativerne er et af flere eksempler på mulige samarbejder mellem SDCC og Steno Partners. Hver Steno Partner modtager årligt 1,25 mio. kr til at ansætte personale, herunder en koordinator, som sikre fremdrift og implementering af de mange initiativer.


Diabetesbehandling fortsætter lokalt

Behandlingen af personer med diabetes fortsætter stort set uændret på regionens hospitaler. Der er i dag ca. 105.000 personer med type 1 eller type 2 diabetes i regionen, der går til kontrol på enten et hospital eller hos deres praktiserende læge. Ud over at nydiagnostiserede type 1 diabetikere, type 1 diabetikere med pumpe og diabetesbørn over de kommende år samles på SDCC, vil man som diabetiker blive behandlet i den del af regionen man optagermæssigt set hører til.  

"Vi tror på det bedste i aftalen og at vi kan bevare mange af de lokale initiativer, som vi selv har implementeret, som fx vores diabetestelefon og vores gode tværsektorielle samarbejde på diabetesområdet til gavn for vores diabetespatienter," fastslår Kurt Espersen. 

"Vi arbejder ud fra et princip om at patientens situation styrer forløbet. Det betyder, at vi ønsker, at så meget af behandlingen som muligt tilbydes lokalt på Bornholm. Vi skal derfor finde en samarbejdsmodel som kunne være en satellitfunktion eller at vi fandt telemedicinske løsninger, som betyder, at borgere kan bliver undersøgt og behandlet på Bornholm,"siger Niels Reichstein Larsen.

"På mine tre rundture til akuthospitalerne, Rigshospitalet og Bornholms Hospital de sidste fire måneder har jeg været imponeret over de mange fantastiske gode aktiviteter der foregår på regionens hospitaler og det er ikke svært at se hvilke muligheder der ligger i at vi i fællesskab lærer af hinandens erfaringer," udtaler SDCC's direktør Allan Flyvbjerg.

De indgåede aftaler evalueres løbende over de kommende tre år og vil derefter blive genforhandlet mhp. forlængelse baseret på de erfaringer der er opnået i den første periode.

Sidst opdateret 30-03-2017