Steno skal på Sundhedsplatformen 20. maj

Steno Diabetes Center Copenhagen overgår den 20. maj 2017 til nyt IT-system, Sundhedsplatformen. Dermed er Steno med i sidste bølge af hospitaler i Region Hovedstaden, som kommer på Sundhedsplatformen.

Af Dorthe Tecza, 5. maj 2017

Sundhedsplatformen skal erstatte den elektroniske patientjournal, EPJ, og andre IT-systemer som har været anvendt i klinikken. Denne omstilling betyder, at vi nu er i fuld gang med at forberede os til nye arbejdsgange og i at lære at anvende Sundhedsplatformen. 

”Overgangen til Sundhedsplatformen er noget andet for os i forhold til de øvrige hospitaler i regionen, ”udtaler klinikchef Tina Vilsbøll. ”Vi er vant til at dokumentere elektronisk i EPJ og har gennem årene tilpasset den til vores hverdag i klinikken. Vi ser frem til at komme på Sundhedsplatformen og bruge de muligheder, som den rummer.”

Klinikledelsen forventer, at der i en periode efter overgangen til Sundhedsplatformen vil en nedgang i aktiviteten i klinikken.

”Vi har reduceret antallet af mulige besøg i behandlernes kalendre, for at de har mulighed for at kunne omstille sig til Sundhedsplatformen. Det betyder, at der kan gå længere tid end vanlig, før man kan få en ny tid, ”siger ledende oversygeplejerske Kirsten Engelhard Nielsen. Hun påpeger også, at der kan være ventetid under selve besøget, fordi personalet både skal lære det nye system at kende og vænne sig til nye måder at arbejde på. 

Mit Steno og SMS-service lukker
Til Sundhedsplatformen er knyttet ”Min Sundhedsplatform”, som er en hjemmeside, hvor man som patient kan logge på med NemID og se sine kommende aftaler og notater m.m. Da ”Min Sundhedsplatform” rummer nogle af de samme funktioner som Mit Steno, lukkes der ned for Mit Steno og den SMS-service, der er tilknyttet.

Man kan dog efter den 20. maj modtage en SMS om sit næste besøg på Steno. Det kræver blot, at man er tilmeldt NemSMS på borger.dk  

Om Sundhedsplatformen
Sundhedsplatformen er en ny digital løsning, som indføres på alle hospitaler i Region Hovedstaden og Region Sjælland. Sundhedsplatformen samler alle informationer om patienten i én elektronisk journal på hospitalerne . 

Sidst opdateret 05-05-2017