Mad og forhøjet blodtryk

Selvom du er i medicinsk behandling for forhøjet blodtryk, kan du selv være med til at sænke dit blodtryk med forskellige livsstilsændringer.

Tænk over

  • spiser du for meget salt?
  • spiser du for meget mættet fedt?
  • spiser du for få fiberrige madvarer?
  • har du brug for at tabe dig?
  • drikker du for meget alkohol?
  • ryger du?
  • får du for lidt motion?

Hvis du kan svare ja til blot ét af ovenstående spørgsmål? Så kan du gøre noget godt for dig selv og din sundhed ved at ændre på det. Det vil også gavne dit blodtryk.

Hvad kan du gøre for at sænke et blodtryk, der er for højt?

  • Spar på saltet. Gå efter Nøglehulsmærkede fødevarer, og spis så lidt fastfood som muligt.
  • Vælg magert, og erstat mættet fedt (smør, fede kød- og pålægstyper) med umættet fedt (fisk, nødder, mandler, raps- og olivenolie).
  • Vælg fiberrigt (grove kornprodukter, tørrede bælgfrugter). Gå efter Fuldkornsmærket, når du køber ind.
  • Spis 3 stk. frugt og mindst 300 g grøntsager dagligt.
  • Spis gerne fisk hver dag (til frokost) eller flere gange om ugen (til aftensmad).
  • Spis og drik ca. ½ liter mager og sukkerfrit mælkeprodukt dagligt.
  • Tab dig, hvis du er overvægtig.
  • Drik kun lidt alkohol (maks. 1 genstand pr. dag, hvis du er kvinde, og maks. 2 genstande pr. dag, hvis du er mand).
  • Hold op med at ryge.
  • Bevæg dig (mere). Alt tæller med: flere daglige skridt, indkøbsturen, havearbejdet.

Begræns saltindtaget

Hvis du vil nedsætte dit blodtryk, kan du med fordel begrænse dit saltindtag. Spiser du for meget salt, kan det være med til at øge dit blodtryk. Er du allerede i behandling med blodtrykssænkende medicin, men spiser meget salt, kan det nedsætte medicinens virkning.

70-80 % af det salt, vi indtager, kommer fra færdigforarbejdede fødevarer, kantinemad og fastfood.

Du kan selv gøre følgende for at begrænse dit indtag af salt

  • Begræns dit indtag af færdigforarbejdede fødevarer. Salt findes især i færdigretter, fastfood, saltede chips og snacks, røgede kød- og fiskeprodukter og saltlakrids. Men også brød- og morgenmadsprodukter bidrager væsentligt til vores saltindtag.
  • Gå efter Nøglehulsmærkede fødevarer, når du køber ind. Der stilles krav til saltindhold i dem.
  • Undgå saltbøssen på bordet. Smag på maden, inden du drysser salt på.
  • Tilsæt så lidt salt som muligt ved tilberedning af kød, fisk og fjerkræ.
  • Kog kartofler, pasta og grøntsager uden salt.

 

Hvad står der om salt på fødevarerne?

Salt består af natrium og klorid. 1 gram natrium svarer til 2,5 gram salt. Hvis du vil omregne indholdet af natrium (Na) til salt, skal du gange indholdet af natrium i en fødevare med 2,5.

Når du køber ind, kan du ud fra næringsdeklarationen læse, hvor meget salt fødevaren indeholder. Indholdet af salt i fødevaren angives med forskellige betegnelser: Na, natrium, NaCl, natriumchlorid, natriumklorid, salt.

Fra 2016 må indholdet af salt udelukkende angives med betegnelsen ”salt” i næringsdeklarationerne i EU-lande. Det vil gøre det lettere som forbruger at sammenligne indholdet af salt i forskellige fødevareprodukter.

Hvor meget salt?

Hver dansker spiser gennemsnitligt ca. 8 -10 gram salt dagligt. Af hensyn til dit helbred bør du ikke spise mere end 5-6 gram salt om dagen.

 

Sidst opdateret 18-08-2015