Spiseforstyrrelse

Spiseforstyrrelser viser sig ved et sygeligt forhold til mad, vægt og krop. De kan beskrives som en form for overlevelsesstrategi hos mennesker med ondt i livet.

Der findes flere former for spiseforstyrrelser. Anoreksi, bulimi og overspisning er de mest typiske, men der findes også atypiske former såsom nattespisning.

Overspisning er den mest udbredte spiseforstyrrelse hos overvægtige personer og personer med type 2 diabetes. Samtidig udvikler flere personer med overvægt og type 2 diabetes overspisning sammenlignet med den øvrige befolkning .
 
Hvad er overspisning 
Overspisning kan defineres som

  • en episode, hvor man indtager  mad i en afgrænset periode, fx indenfor 2 timer, og hvor mængden af mad er betydelig større end den mængde, de fleste mennesker kan spise indenfor samme periode under de samme omstændigheder
  • en følelse af manglende kontrol over spisningen, mens den står på. Det vil sige en følelse af ikke at kunne stoppe igen med at spise, eller kontrollere, hvad og hvor meget man spiser.

Det, der kendetegner en overspiser eller ”madmisbruger”, er ædeflip (binges) med manglende kontrol over det at spise. Andre former for misbrug og afhængighed, fx af alkohol, cigaretter eller medicin, kan håndteres ved total afholdenhed Men maden er noget, man bliver tvunget til at forholde sig til hver eneste dag og lære at spise i passende mængder.

Føling (de første symptomer på lav blodglukose)  kan også forårsage episoder med overspisning. Men det er uvist, om følinger har betydning for udvikling af overspisning som en egentlig spiseforstyrrelse ved diabetes.

Hvad er nattespisning?
Nattespisning er en atypisk form for overspisning. Den er kendetegnet ved, at en stor del af dagens indtag af mad spises ved nattetid eller midt om natten. Det er ofte forbundet med stor skam og skyld og måske også fortrængning, at man står op om natten og spiser. Derfor overses problemer med nattespisning også ofte i behandlingen af overvægt og fedme.

Hvad betyder det at have en spiseforstyrrelse?
At lide af en spiseforstyrrelse er en psykisk belastning, som kan forringe livskvaliteten. Desuden er spiseforstyrrelser som overspisning også en trussel mod helbredet.

Overspisning kan

  • være med til at forværre overvægt
    Det øger insulinresistensen og medfører betydelige forstyrrelser i blodsukkerreguleringen ved diabetes. På den måde kan overspisningen bidrage til, at man bliver overvægtig og med tiden udvikler type 2 diabetes.
  • ofte føre til ensomhed og social isolation.
    Personer med overspisning skammer sig ofte over deres overvægt og føler sig ikke godt tilpas med at spise i andres nærvær, hvor der kan være fordømmende blikke. 
  • føre til skyld og skam 


Hemmeligheder, løgne og benægtelse for at skjule skyld og skam og fortrænge virkeligheden hører ofte med til at lide af overspisning. Nogen spiser i skjul og lyver om, hvad de putter i munden. Andre fortrænger hvad de egentlig har spist, fordi det hårdt at se i øjnene.

Undersøgelser har vist, at personer med type 2 diabetes, som er nattespisere, oftere er mere overvægtige, har dårligere blodglukoseregulering og har flere diabetiske senkomplikationer sammenlignet med type 2 diabetespatienter, der ikke spiser om natten.

Ved overspisning er det komplicerede psykologiske faktorer, som ligger til grund for den adfærd, der har ført til overvægt og dårlig regulering. Derfor er det vigtigt, at de psykologiske årsager til overspisningen bearbejdes, og at man ikke udelukkende fokuserer på de ydre symptomgivende faktorer.

Hvor kan du søge hjælp
Hvis du mener, du måske lider af en spiseforstyrrelse, bør du tale om det med din egen læge eller en diabetesbehandler på Steno Diabetes Center.  De kan henvise dig til hjælp hos en relevant fagperson.

Første skridt på vejen ud af en spiseforstyrrelse er at erkende, at du har et problem og har brug for hjælp fra andre. Dernæst kræver det vilje til forandring. Du skal gå fra erkendelsen af problemet til aktiv handling og have mod til at turde åbne dig og bede om hjælp.


Læs mere
Du kan læse mere om behandlingsmuligheder og typer af behandlere (psykiater, psykolog, psykoterapeut) på Videnscenter om spiseforstyrrelser og selvskade (ViOSS).

Ud over den professionelle hjælp til at blive rask kan det være en god ide at finde støtte fra ligesindede.Landsforeningen mod spiseforstyrrelser har en række tilbud, bl.a. støttegrupper for kvinder med en spiseforstyrrelse og type 2 diabetes, som er et samarbejde med Diabetesforeningen.

Sidst opdateret 24-07-2015