Sådan injicerer du din insulin korrekt

Når du begynder på insulinbehandling, vil diabetessygeplejersken vise dig, hvor på kroppen og hvordan du bedst tager din insulin.

Du skal være opmærksom på:

  1. Hvordan du klargører insulinpennen til injektion?
    (Afhænger af, hvilken insulin type du får)
  2. Hvilke områder på din krop, der egner sig bedst til at give insulin i?
    (Afhænger af hvilken insulin type du får og fordelingen af dit fedtvæv)
  3. Hvordan du stikker korrekt?
  4. Hvordan du afslutter korrekt, så insulinpennen er klar til næste gang?

Din diabetessygeplejerske vil hvert andet år gennemgå din injektionsteknik sammen med dig.

Forkert injektionsteknik kan give problemer
Måske du har fået en uhensigtsmæssig vane, når du stikker dig? Hvis du oplever en af nedenstående problemstillinger, så tal med din behandler, som kan hjælpe dig med at få teknikken på plads.

  • Hypoglykæmi
    Hvis du kommer til at stikke dig i en muskel i stedet for fedtvævet, bliver en større mængde insulin optaget hurtigere end ønsket. Det betyder, at dit blodglukose falder hurtigt. Det kan give dig et uventet ubehag og symptomer på lavt blodglukose
  • Infiltrater (lipohypertrofi)
    Insulin-infiltrater er ophobninger af fedtvæv under huden, som kan opstå alle steder på kroppen, hvor der injiceres insulin. De varierer i størrelse fra en lille pude, som man knap kan se med det blotte øje, til en bule så stor som en tennisbold.

    Ngle mennesker har en større tendens end andre til at danne insulin-infiltrater. Insulin-infiltrater føles som nogle hårde områder eller knuder i fedtvævet. Hos slanke mennesker kan man ofte se infiltraterne med det blotte øje. Hos overvægtige skal man undersøge underhuden for at finde dem.

    Insulin-infiltrater kan være en forklaring på meget svingende blodglukose, fordi insulinet afgives meget uensartet fra infiltratet. Du kan opleve, at dit insulinforbrug stiger, fordi en del af insulinen bliver i infiltratet.

    Du kan danne insulin-infiltrater, fordi du er disponeret for at udvikle dem. De kan også dannes, fordi du injicerer samme sted hver gang, eller fordi du ikke skifter din nål hver gang du injicerer.

Sidst opdateret 21-04-2016