Pas på dine fødder

Alle mennesker med diabetes har en risiko for med tiden at udvikle fodkomplikationer på grund af nedsat følesans og blodomløb i fødderne. Heldigvis kan man i de fleste tilfælde bevare fødderne sunde og førlige, hvis man opbygger gode vaner i dagligdagen.

Vær opmærksom på forandringer
Det er vigtigt, at du er opmærksom på forandringer ved fødderne. Det kan være en lille splint eller vabel. Det kan være, at den ene tå er blevet lidt mere rød, end den plejer at være, eller at der er kommet hård hud. En god vane er at undersøge dine fødder hver dag, inden du går i seng. Brug evt. et spejl, hvis du har nedsat førlighed.

Har du generelt problemer med fodsår, har dårligt blodomløb eller dårlig følesans i
fødderne, skal du STRAKS kontakte Stenos fodklinik, hvis du opdager forandringer. Ring hellere en gang for meget end en gang for lidt. Vi kan hurtigt vurdere, om vi skal se dig
samme dag, henvise dig til en fodterapeut eller hjælpe dig med selv at ordne problemet.

Har du god følesans i fødderne, skal du blot være opmærksom på forandringerne. Hvis du fx pådrager dig en rift el. sår, så vask stedet under bruseren og påsæt et plaster og hold øje med rødme, varme og hævelse, som er tegn på infektion. Hvis der opstår infektion så kontakt egen læge eller Steno.

Daglig fodvask sikrer hygiejnen
For at opnå en god fodhygiejne er det vigtigt, at du vasker dine fødder jævnligt. Undgå fodbad, brug i stedet bruseren og en ganske almindelig sæbe. Tør dine fødder godt, specielt imellem tæerne, og giv dine fødder en god fugtighedscreme. Brug også gerne strømper i naturligt materiale (fx bomuld eller uld), så fødderne kan ånde.

En god hjemmesko forebygger skader på fødderne
Det er vigtigt at have en fornuftig hjemmesko på, når du skal forebygge fodsår derhjemme. En hjemmesko, der sidder fast på foden med en bagkappe. På den måde undgår du at træde splinter op i foden eller få en skade, hvis du fx kommer til at sparke til et bordben. Du beskytter på den måde dine fødder mod udefrakommende skader.
 
Brug rummelige sko med plads til fødder og indlæg
Det er vigtigt, at du køber sko, der ikke trykker, og som har en god pasform med god plads til tæerne. Drop de højhælede som hverdagssko. I pjecen Køb af fodtøj kan du læse mere om brug af en skabelon, når du køber nye sko.

Husk også, at god diabetes-regulering forebygger fodkomplikationer.

Sidst opdateret 10-04-2017

Pas godt på dine fødder
Se en film med Anne fra fodklinikken og Erik Hageman, type 1 patient, der giver gode råd og tips til, hvordan du passer og plejer dine fødder.