Sygdom med feber og diabetesbehandling

Sygdom med feber kræver ofte at insulindosis øges hos personer med diabetes, der er i behandling med insulin, da feber nedsætter kroppens evne til at reagere på insulin.

Man måler ofte højt blodsukker i forbindelse med sygdom, især ved feber. Symptomer på for højt blodsukker er bl.a. træthed, kvalme, mundtørhed, hyppig vandladning, tørst og kløe. 

Hvor meget insulin skal du tage?
Man kan gå ud fra en tommelfingerregel om ca. 25 % ekstra insulin ved hver insulininjektion pr. grad over 37,5 grader (kropstemperatur).
Eksempel: Hvis du normalt tager 12 enheder insulin til frokost og har en temperatur på 38,5 kan du regne med 25 % ekstra insulin d.v.s. 15 enheder.  

Selvom du måske kaster op eller ikke kan spise noget, er det meget vigtigt, at du altid tager mindst din vanlige insulindosis for at undgå udvikling af syreforgiftning (også kaldt ketoacidose). Ved tvivl kontakt Stenos telefonrådgivning.

Gode råd

  • Du bør drikke rigeligt. Der anbefales sukkerholdig væske, hvis du ikke får noget at spise. 
  • Mål dit blodsukker jævnligt f.eks. hver 4. time, mens du er syg. 
  • Mål ketoner i blodet/urinen, hvis du har højt blodsukker. Har du højt blodsukker og forhøjede ketonstoffer i blodet/urinen, er det et tegn på begyndende syreforgiftning.  

    Hvis cellerne i din krop mangler sukker på grund af for lidt insulin ved højt blodsukker, begynder kroppen i stedet at forbrænde fedt. I den proces danner kroppen også affaldsstoffer (ketoner), som i store doser kan medføre syreforgiftning. 

Kend symptomerne på syreforgiftning
Symptomer på begyndende syreforgiftning er bl.a.

  • Kvalme
  • Hovedpine
  • Træthed
  • Tørst
  • Hyppig vandladning
  • Generel utilpashed
  • Acetonelugt i ånde
  • Mavesmerter
  • Ildebefindende
  • Opkast

Hvornår skal du søge hjælp?
Hvis du måler dit blodsukker til mere end 15 mmol/l over længere tid, og du ikke føler dig helt veltilpas, bør du kontakte dit diabetesambulatorium/din behandler. 

Steno Diabetes Center Copenhagen har åben telefonrådgivning på tlf. 39 68 08 00. Telefonrådgivningen har åbent 365 dage om året døgnet rundt. 

Hvis du er i insulinpumpebehandling, kan du læse i denne information om forhøjet blodglukose, syreforgiftning og insulinpumpebehandling.




Sidst opdateret 04-01-2017